I terapirummet har du mulighed for at fordybe dig og se nærmere på din hverdag, relationer, livssituation, drømme og eventuelle kriser. Alt dette rummer stor kompleksitet - men også en mulighed for at afdække og få øje på meningsfulde mønstre og sammenhænge.
På den måde kan du komme i kontakt med en ubevidst intelligens - en indre autoritet, som vi alle besidder: Personligheden rummer ressourcer og selvregulerende kræfter - en egen indre logik eller snoet vej, der kan opdages og understøttes i terapien. Du vil opdage at problemerne også indeholder ressourcer, uventede løsninger og udviklingspotentiale.
Behovet for terapi kan have mange forskellige årsager. Det kan f.eks. være ved akut krise, almen følelse af meningsløshed, psykisk ubalance, sorg, mere eller mindre afgrænsede problemstillinger eller bare ved lysten til at udvikle sig.
Jeg modtager både klienter i korte eller længerevarende forløb. Terapien foregår ved samtale og forskellige metoder til fordybelse - f.eks. arbejde med drømme, tegning og krop. Dette aftales undervejs mellem klient og terapeut.
Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening og modtager løbende supervision.
Som terapeut har jeg tavshedspligt og er underlagt etiske retningslinjer.
En session varer cirka 75 minutter og foregår i min klinik ved Carlsberg i København.
Pris: 800,- Der gives rabat til studerende og personer på overførselsindkomst.
Jeg afholder årligt flere forskellige drømmekurser sammen med Else-Marie Bierlich, antropolog. Sammen har vi DRØMMECIRKLER, hvor vi arbejder i en syntese af hver vores faglige baggrunde.
Nattens drømme, dagdrømmene, visionære drømme, klardrømme og livsdrømme udgør en stor ressource for den enkelte og for fællesskabet når man begynder at undersøge drømmenes symboler og beskeder, individuelt og kollektivt.
Ved hjælp af Vedfelt metoden og inspiration fra
oprindelige folks praksisser, undersøger vi hvilke muligheder arbejdet med drømme tilbyder den enkelte, både personligt og i de fællesskaber man som menneske indgår i.
Jeg er uddannet fra Vedfelt-instituttet i 2008 med en 7-årig master-uddannelse i Integreret Psykoterapi og Kybernetisk Psykologi.
Min praksis lægger vægt på arbejdet med ubevidste ressourcer og bygger på læren om de selvregulerende og
selv-helbredende kræfter i personligheden. Den kombinerer de bedste egenskaber fra de førende skoler for psykoterapi og selvudvikling, herunder især Jungs drømmeteori, system- og relationsteori.
Medlem af Dansk Psykoterapeutforening og således underlagt faglige og etiske retningslinjer.
Jeg underviser desuden i meditation, fordybelse og bønspraksis i folkekirken og laver drømmeforløb i privat regi (WWW.DRØMMECIRKLER.DK).
Medlem af IASD - International Association for the Study of Dreams.
Du er velkommen til at kontakte mig telefonisk eller ved at sende en mail.